Din rente i banken er negativ – og har været det længe.

Din rente i banken er negativ – og har været det længe.

blog-post-1

Kollektiv pengeillusion…

Når du sparer op, får du på et senere tidspunkt mulighed for at bruge flere penge, end du tjener. Hvis opsparingen giver et positivt afkast, kan du endda bruge mere end det, du har sparet op. Det kan fx være, hvis du går på pension, skal på ferie eller har brug for en udbetaling til køb af en bil eller et hus.

Hvis du sparer op til noget bestemt, er det afgørende, hvordan prisen på varen udvikler sig. Fx har vi gennem mange år vænnet os til, at sidste års mobiltelefon er ofte meget billigere og næsten lige så god som den nyeste model, og at man hvert år kan får et større og større TV for de samme penge. Omvendt stiger priserne på det, man kan se i sit TV typisk lidt mere end de generelle priser.

Hvis du ikke har et bestemt formål med din opsparing, giver den almindelige udvikling i priserne – inflationen – et godt fingerpeg om, hvad din opsparing er værd, når du ønsker at bruge den.

Bankernes bank, Danmarks Nationalbank, indførte negative renter allerede i 2012, og bankerne betaler i dag 0,75% om året for at sætte penge i Nationalbanken. Derfor er det ikke overraskende, at du også kommer til at betale for at have penge stående i banken. Det er sket for nogle år siden for mange professionelle kunder, og nu er tiden kommet til private.

Siden Nationalbanken indførte negative renter i 2012, er priserne steget med 3,8%*. Det svarer til 0,5% om året. Når bankerne indtil for nylig opererede med en rente på 0%, har du altså som kunde kunnet købe 0,5% færre varer og services for hvert år, du har haft penge stående i banken.

Da bankerne indførte negative renter for erhvervskunder, gav det – for at sige det pænt – en del kommunikative udfordringer. Det har formentlig været med til at udskyde beslutningen om at indføre negative pålydende renter til private. Men man skulle måske hellere have fortalt det, som det er: At dine penge i årevis er blevet mindre værd, når de har stået i banken. Negative realrenter – som jo er det relevante, når du skal bruge pengene igen – er ikke noget nyt.

Økonomer taler om pengeillusion, når der er fokus på, hvor mange penge man har, i stedet for hvad de er værd. Danmark synes for tiden ramt af en kollektiv pengeillusion i forbindelse med, at bankerne indfører negative renter til private.

 

* Fra juli 2012 til november 2019, målt med de harmoniserede EU-forbrugerpriser, HICP.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *